Fremover bliver rådgivningsfirmaet Friis Rådgivning ”Bygherrens tredje øje” en del af V2C. Det skal styrke V2C’s tilstedeværelse på det fynske marked og udbygge V2C’s aktiviteter inden for bygherrerådgivning.  

 

Der er et match mellem Friis Rådgivning og V2C, både værdimæssigt og fagligt. Beslutningen om et samarbejde var derfor ligetil mellem de to rådgivervirksomheder. Overtagelsen styrker V2C’s kompetencer inden for bygherrerådgivning, herunder projekteringsledelse og projektledelse, og har yderligere til formål at udvide netværket på Fyn.

I den forbindelse flytter V2C-kontoret adresse til havneområdet hvor Friis Rådgivning i dag har kontor. Stifter og direktør af Friis Rådgivning, Lars Friis, fortæller, at det ikke har været et problem at få opgaverne ind, men det har til tider været svært at bemande posterne med de rette fagspecifikke kompetencer.

– V2C står for alt det, jeg brænder for rent professionelt. Jeg vil være bygherrens mand og ønsker at gøre byggeprocesserne endnu bedre og minimere risikoen på byggeprojekterne. Derudover er jeg meget fascineret af V2C’s vision, værdier og måde at organisere sig på. Det ser jeg nu frem til at blive en del af – fortæller Lars Friis.

Et endnu stærkere bygherrerådgivningsteam 

Fra direktør i V2C, Peer Kisbye lyder det:

– Målsætningen for samarbejdet er fortsat at udbygge vores bygherrerådgivningsteam, et område vi oplever stor vækst indenfor. Friis Rådgivning kommer med et solidt netværk inden for branchen og sammen med Hans Toksvig Larsen, markedskoordinator, der siden 2018 har arbejdet benhårdt for et stærkt fundament af opgaver og netværk på Fyn, får de skabt et V2C brand, der står endnu stærkere.

–  Fyn og især Odense er i rivende udvikling inden for en række store bolig- og erhvervsbyggerier, havneområder, investeringer i ny infrastruktur samt modernisering og udbygning af Odense Universitets Hospital. Den udvikling vil vi gerne være med til at præge med henblik på både at sikre de private og offentlige bygherrer et optimalt udbytte af de investerede midler – uddyber Peer Kisbye.

– I V2C regi kan jeg være med til at tilbyde vores kunder en bredere palette inden for bygherrerådgivning. Jeg har med V2C’s kompetencer og Client Construction-konceptet et større bagland, slutter Lars Friis.

 

Hans Toksvig Larsen – tlf: 28 11 59 17 – mail: htl@v2c.dk

Lars Friis – tlf: 60 24 43 00 – mail: lfc@v2c.dk

V2C Odense  

Sverigesgade 20, st., 5000 Odense C.